VaccineSpecialisten logo

Leptospirose

Sygdom:

Leptospirose er en akut og ofte alvorlig infektion, som skyldes spirokæten Leptospira interrogans. Smitten sker oftest fra oftest fra dyr til mennesker og oftest via forurenet vand. Sygdommen kaldes også Weil's sygdom, er verdensomspændende og forekommer med ca. 1 tilfælde pr. 100.000.

Leptospira interrogans deles ind i forskellige undertyper/serotyper; Mest typisk findes L. icterohaemorrhagiae hos rotter, L. canicola hos hunde og L. pomona hos kvæg. Andre dyr, også kæledyr, kan være smittet.
Bakterien findes hos dyr og smitter oftest mennesker fra vand, som er forurenet med dyreurin. Bakterien kan overleve i flere måneder i vand eller fugtig jord.

Hyppig kontakt med dyr og kontakt med dyreaffald samt svømning i forurenet vand medfører risiko for smitte.

Bakterien bliver overført gennem små hudlæsioner, slimhinder, øjets konjunktiva eller ved inhalation. Symptomerne er oftest (90%) en febersygdom med almensymptomer som feber, hovedpine og myalgier og altså et varieret sygdomsbillede - fra mildt, influenzalignende forløb til alvorlig infektionssygdom. Alvorlig form (10%) med dødelighed op til 5% giver høj feber, nakkestivhed, røde øjne, udslæt, forstørrede lymfeknuder og nedsat lever og nyrefunktion. Inkubationstiden varierer fra 2 dage til 4 uger

Behandling og forebyggelse:

Behandling vil være symptomlindring og medicinsk at hindre udvikling af komplikationer med antibiotika. Vaccine mod sygdommen findes ikke, men forebyggende tiltag er beskyttende tøj og forsigtighed ved badning i muligt forurenet vand.